Området, der nu er omfattet af Grundejerforeningen Glenteskoven, var oprindeligt et jordstykke med tæt skov. Jordstykket var ejet af Viggo Bendz, der havde sommerhus på Udsholt Strandvej 4. I forbindelse med Viggo Bendz’s død, valgte boet v/Gerda Bendz at sælge området. Jordstykket blev opdelt i 14 grunde plus det vejareal, der i dag er vejen Glenteskoven.
På tidspunktet for udstykningen var der i det nordvestlige hjørne et mindre sommerhus (nu Glenteskoven 6) fra 1934. 10 grunde blev byggemodnet inden salgsprocessen gik i gang. Hertil kom 3 grunde, der blev købt af Helga Weimann, som havde sommerhus på Udsholt Strandvej 14. Disse 3 grunde, der ligger vest for de øvrige grunde, blev ikke byggemodnet og henlå i mange år som ”skoven”.
Salget af grundene blev varetaget af ejendomsmægler Dorothy Jakobsen. Hendes ægtefælle, Frank Jakobsen, købte to grunde (Glenteskoven 9 og 11), og det var Frank Jakobsen, der foreslog navnet Glenteskoven til vejen.
Grundejerforeningen Glenteskoven blev stiftet 1. december 1969. Medlemmerne valgte Dorothy Jakobsen som formand.
Vejarealet på i alt 1407 m² forblev imidlertid i Gerda Bendz’s eje frem til 1985. Efter en række overvejelser og drøftelser blev Gerda Bendz og medlemmerne i Grundejerforeningen Glenteskoven enige om, at det var uhensigtsmæssigt, at Gerda Bendz fortsat var ejer af vejarealet. Parterne aftalte derfor, at Grundejerforeningen Glenteskoven overtog vejarealet uden betaling, og at Gerda Bendz betalte et engangsbeløb på 13.000 kr. til dækning af evt. fremtidige udgifter i forbindelse vejen.
I 2007 fik vejen påført et nyt lag asfalt. Der er siden kommet nogle få, mindre revner, som er blevet dækket med asfaltstriber.
Fra 2020 har Grundejerforeningen Glenteskoven 14 medlemmer.
Deklaration om færdselsret ad en sti til stranden
Viggo Bendz var også ejer af det grundstykke, der i dag er Udsholt Strandvej 8A og 8B. I forbindelse med udstykningen af de to grunde lod Viggo Bendz i 1967 tinglyse, at der skulle etableres en 2 meter bred sti på Udsholt Strandvej 8A langs skellet mod øst. Fremtidige ejere af den kommende udstykning fik dermed ret til færdsel på stien til og fra vandet. Ejeren af Udsholt Strandvej 8A ”er forpligtet til at drage omsorg for, at stien stedse er i god og farbar stand, således at den for gående kan passeres uden ulempe”. Desuden nævnes i deklarationen, at ”retten giver ikke adgang til teltslagning og camping og ejheller ret til badebro fra stranden”.
Med denne deklaration blev grundene på Glenteskoven mere attraktive, fordi grundene ligger på sydsiden af Udsholt Strandvej og ikke har umiddelbart let adgang til vandet nord for strandvejen. Med deklarationen sikredes de kommende ejere af udstykningen syd for Udsholt Strandvej en diskret og let adgang til vandet.
Adgangsretten er forbeholdt Glenteskovens beboerne og disses private gæster. Derimod anføres i deklarationen at ”der ikke må være nogen ret til færdsel, ophold eller badning fra nogen af de berettigede ejendomme, såfremt der på disse måtte blive etableret hotel, pension, sygehjem, feriehjem eller lignende, der indebærer en mere intensiv udnyttelse end privat sommerbebyggelse”.
I 1968 tinglystes et tillæg til deklarationen. Heri præciseredes den konkrete placering af stien.
I 1970 tinglystes en påtegning på deklarationen af 1967. Heri præciseredes, at færdselsretten til stien gælder for ejendommene matr.nr. 45bp, 45bq, 45br, 45bs, 45bt, 45bu, 45bv, 45bx, 45bz og 45bæ alle af Udsholt by, Blistrup sogn (= Glenteskoven 1-11).
Vedtægter for Grundejerforeningen Glenteskoven
Vedtægter for Grundejerforeningen Glenteskoven blev udformet og vedtaget af medlemmerne i 1971. Heraf fremgår det bl.a., at
- Grundejerforeningens formål er at varetage medlemmernes fælles grundinteresser såvel indadtil som udadtil, herunder bl.a. forestå de forskellige fællesanlæg, vedligeholdelse og administraton heraf (§2)
- Foreningen er upolitisk (§3)
- Ophører et medlem at være ejer, overgår medlemspligten til den nye ejer (§3)
- For de foreningen påhvilende forpligtelser hæfter medlemmerne pro rata (§6)
- Bestyrelsen består af tre medlemmer, valgt af generalforsamlingen blandt medlemmerne eller disses ægtefæller. Formanden vælges af generalforsamlingen (§7)
Medlemspligt af Grundejerforeningen er tinglyst på skødet for hver enkelt grund.